50 millioner til forebyggelse af stress – men skal vi først hjælpe, når medarbejderne mistrives?

Regeringen vil afsætte 50 millioner kroner i 2027 til etableringen af en ny forebyggelsesfond. Det er positivt, at forebyggelse får større politisk opmærksomhed. Men det rejser samtidig et vigtigt spørgsmål:

Hvad mener vi egentlig, når vi taler om forebyggelse?

Fjordavisen har netop sat fokus på spørgsmålet i en artikel, hvor jeg deler mine perspektiver på stressforebyggelse, trivsel og arbejdsliv.

Forebyggelse bør begynde før stress

Når vi taler om forebyggelse på arbejdspladsen, ender samtalen ofte med at handle om stress, sygefravær og risikoen for, at mennesker bliver nødt til at stoppe med at arbejde.

Det er selvfølgelig vigtigt.

Men for mig opstår der et problem, hvis vi først begynder at interessere os for medarbejderens trivsel, når der allerede er tydelige tegn på, at noget er galt.

En medarbejder behøver ikke være stresset eller sygemeldt for ikke at trives.

Man kan passe sit arbejde, møde hver dag og levere det, der forventes – og samtidig føle sig overset, usikker, presset, isoleret fra fællesskabet eller have mistet glæden ved sit arbejde.

Hvis forebyggelse kun betyder, at vi forsøger at forhindre det sidste trin før en sygemelding, så begynder vi efter min mening for sent.

Trivsel er mere end fraværet af stress

Jeg synes, vi har brug for en bredere forståelse af trivsel.

Et godt arbejdsliv handler ikke kun om, hvorvidt mennesker kan holde til at gå på arbejde.

Det handler også om:

• at føle sig set og hørt
• at opleve mening og indflydelse
• at føle sig som en del af fællesskabet
• at kunne tale om det, der er svært, før det bliver alvorligt
• at have tydelige forventninger og rammer
• at kunne være ambitiøs uden konstant at være i alarmberedskab
• at have energi tilbage til livet, når arbejdsdagen er slut

Det er ofte i den helt almindelige arbejdsdag, at forskellen bliver skabt.

Ikke nødvendigvis gennem store projekter, men gennem relationer, ledelse, kultur, mulighed for støtte og den måde, vi taler sammen på.

Skal vi kun måle succes i sygedage?

Et andet vigtigt spørgsmål er, hvordan vi vurderer, om en forebyggende indsats virker.

Færre sygedage er naturligvis værdifuldt. Men det kan ikke stå alene.

Hvis en medarbejder går fra at føle sig usikker, alene eller konstant presset til igen at opleve arbejdsglæde, tryghed og overskud – så er det også en reel forandring, selv om den måske ikke kan aflæses direkte i næste måneds fraværsstatistik.

Derfor bør vi efter min mening også interessere os for udviklingen i blandt andet arbejdsglæde, oplevet tryghed, relationer, tilhørsforhold og medarbejdernes mulighed for at få hjælp tidligt.

Hjælp skal være tilgængelig, før problemet bliver stort

Forebyggelse behøver ikke altid være kompliceret.

Det kan også være, at en medarbejder har adgang til en fortrolig samtale, før der er behov for en sygemelding.

At en leder opdager, at et menneske er begyndt at trække sig fra fællesskabet.

At medarbejderen selv bliver bedre til at registrere sine egne grænser og signaler.

Eller ganske enkelt at det bliver legitimt at sige:

“Der er lidt for meget lige nu.”

uden at det automatisk bliver opfattet som svaghed eller manglende professionalisme.

For mig er det netop dér, reel forebyggelse begynder.

50 millioner kan blive begyndelsen på noget vigtigt

Den kommende forebyggelsesfond er endnu ikke endeligt udformet. Derfor er tidspunktet interessant.

Vi har mulighed for at diskutere, hvad vi ønsker at forebygge – og hvad vi egentlig ønsker at skabe.

“Målet bør ikke kun være færre medarbejdere, der bliver syge. Det bør også være flere medarbejdere, der faktisk trives, mens de er raske.”

Det er en vigtig forskel.

Og måske er det netop den forskel, vi bør have med, når de kommende forebyggelsesindsatser skal formes.